Nye regler på vej om afhentning ved skel

Kilde Hvidovre kommunes facebook-side:
LIGE NU:
– Beholdere til pap er leveret til de villaer, som ikke allerede har tilmeldt sig papordningen. Det koster ikke ekstra at have en papbeholder. Vi tømmer den hver 4. uge.
– Dine beholdere skal stå i skel, når de skal tømmes. Du kan enten køre dem frem til skel på tømmedagen inden kl. 6.00 eller lave en plads i selve skellet. Hvis du forsat vil have dine beholdere tømt inde på din grund, kan du efter et individuelt tilsyn fra kommunen betale en årlig merpris.
– Vi har også alle modtaget en rød boks til farligt affald. I den kan du samle maling, spraydåser, opløsningsmidler, batterier, elpærer, lysstofrør, småt elektronik, mobiltelefoner og alle de andre småting, som bruger
strøm eller batterier. Sæt boksen ud sammen med storskrald, så henter vi den.
Tekstilaffald: Gamle og ødelagte lagener, håndklæder, t-shirts og andre tekstiler kan bruges igen. Sammen med den røde boks til farligt affald fik du nogle poser til tekstiler. Stil tekstilposen frem til storskrald, så tager vi den med.
FORÅR:
– Kommunen er i gang med at opstille glaskuber i kommunen, så du fremover kan komme af med tomme flasker og glas.
Ændring i dine genbrugsbeholdere: Din plast- og papirbeholder bliver til en plast- og drikkekartonbeholder med kun ét rum. Din metal- og glasbeholder bliver til en metal- og papirbeholder. Brugt glas skal du fremover aflevere i de før beskrevne kuber.
JUNI-AUGUST:
Fra sommeren 2022 bliver din mad- og restbeholder tømt hver 14. dag ligesom resten af året. Det vil være muligt at betale for ekstra tømning eller ugetømning.
Vi ændrer på affaldsordningerne, så vi følger de nationale krav om at sortere i 10 fraktioner. Du kan finde flere oplysninger om de nye tiltag på affaldsområdet på kommunens hjemmeside om affald: https://www.hvidovre.dk/borger/affald-og-genbrug/